Området

Nordvestjylland er et af Danmarks mest spændende områder for havkajakroeren – her findes et varieret udvalg af kajakvand:

Limfjorden ved Lemvig og Struer byder på perfekte forhold for begynderen: Fine strande, gode læforhold og mange muligheder for at opbygge sin erfaring under betryggende forhold.

Den vestlige Limfjord er fyldt med gode turmuligheder, f.eks. rundt om Jegindø eller Venø – eller den naturskønne stækning mellem Lemvig og Remmerstrand.

Thybørøn kanal og Nordsøen byder på ultimative kajakoplevelser: Strøm, store bølger, sæler, surf – Hvad end det er en solnedgang over et spejlblankt hav eller en surftur blandt frådende bølger – Nordsøen er altid en oplevelse; vi har gode adgangsforhold både ved Ferring og Fjaltring; men tænk dig om! Her hersker de store kræfter….lokalkendskab og erfaring er nødvendig undtagen på de allerbedste dage.